Hvem søger du til på de sociale medier for at få træning og kostråd? Er det fyren med de store overarme, pigen med den store røv, ham med 6-packen eller en person som faktisk forholder sig til den seneste forskning? Der er en fremtrædende tendens til, at de fleste søger råd, hos de som enten har opnået en fin titel i fitnessverdenen, fremstår markeret eller har flest følgere på de sociale medier. Det kan jeg som sådan godt forstå, for hvem vil ikke gerne vinde en konkurrence, se ud på samme måde, eller blot tænke at disse fitness personer faktisk har optimal viden om kost og træning. Frem for alt fremstår de jo super fit og har opnået imponerende resultater.
Der er blot en lille detalje der glemmes; STEROIDER. Det er langt mere udbredt end den normale person vil kunne forestille sig, og det ødelægger branchen gevaldigt når personer på “krudt” (læs: steroider) kaster om sig med tåbelige træningsråd, kostvejledning eller promoverer latterlige produkter. Nu skal dette opslag ikke lyde som om, at jeg ”hater” på alle dem der anvender steroider, for det gør jeg ikke. Det må være en personlig sag, om man ønsker at anvende disse ulovlige midler eller ej. Problemet er, at de der anvender præstationsfremmende midler, får det til at lyde som om, at deres resultater kommer fra en bestemt træningsform, diæt eller specielle kosttilskud. Herimod skyldes det virkeligheden nok mest af alt mængden af steroider, de har taget. Det er problematisk at lytte til disse personer, da deres råd og vejledning tager udgangspunkt i hvordan de selv træner og spiser. Når præstationsfremmende midler anvendes vil stort set al træning fungere, ligegyldigt hvor dumt det er. Studier viser, at hvis der tages steroider UDEN at vægttræne, vil du opnå bedre resultater end en person som vægttræner naturligt. Studiet er lavet over en periode på 10 uger. Der skal nok findes nogle kompetente personlige trænere derude som også anvender steroider, men der er desværre langt mellem dem, specielt i Danmark. Til trods for at jeg fortæller, at jeg ikke har noget imod personer, der tager steroider, betyder det ikke at jeg promoverer eller opfordrer andre til at anvende dem. Jeg mener, at man bør tage stor afstand til det. Ikke nok med at det er ulovligt, så kan det medføre alvorlige bivirkninger. Mit egentligt budskab med dette post er blot at bede dig tænke dig en ekstra gang om, før du søger råd og vejledning på de sociale medier. Ud fra hvilken baggrund har de personer, du følger opnået deres resultater? Eller forholder de sig fornuftigt til kost og træning? Der findes meget ”bullshit” derude, som gør det svært at skelne mellem hvad som er godt og ikke. Mit råd er; forhold dig kritisk og stil spørgsmål til det der beskrives på sociale medier. Referencer: Bhasin, S., Storer, T. W., Berman, N., Callegari, C., Clevenger, B., Phillips, J., et al. (1996). The effects of supraphysiologic doses of testosterone on muscle size and strength in normal men. The New England Journal of Medicine, 335(1), 1–7. doi:10.1056/NEJM199607043350101 Bhasin, S., Woodhouse, L., Casaburi, R., Singh, A. B., Bhasin, D., Berman, N., et al. (2001). Testosterone dose-response relationships in healthy young men. American Journal of Physiology Endocrinology and Metabolism, 281(6), E1172–81. Bhasin, S., Travison, T. G., Storer, T. W., Lakshman, K., Kaushik, M., Mazer, N. A., et al. (2012). Effect of testosterone supplementation with and without a dual 5α-reductase inhibitor on fat-free mass in men with suppressed testosterone production: a randomized controlled trial. Jama, 307(9), 931–939. doi:10.1001/jama.2012.227
0 Kommentarer
Et lidt atypisk før/efter billede, men det er dog realiteten hos 80-90% af dem der går meget op i træning. Jeg træner 6x om ugen i typisk 2 timer ad gangen, og ser stadig ud som på billedet til højre. Det gør jeg, fordi jeg elsker mad. Jeg elsker at spise på restaurant, at kunne tage en drink i weekenden, en is på en sommerdag, spise slik til søndagsfilmen og generelt have et mere afslappet forhold til mad. Vil du gerne have 6-pack, stramme lår og markeret arme året rundt? - Du har en meget lang kamp forude, og for de fleste er det slet ikke realistisk, med den livsstil de har. Der skal både være tid og plads til familie, kæreste, mand, kone, hobbyer og fritid. Disse ting behøver ikke at blive udelukket for at komme langt ned i fedtprocent, men det kan ikke undgås, at nogle af elementerne vil blive påvirket. Hvis du har en idé om, at du sagtens kan komme ned i lav fedtprocent, tager du fejl; det er hårdt, frustrerende og kedeligt. Bliver målet om den lave fedtprocent alligevel fuldført, vil den konstante kontrol på ernæring for at holde fedtprocenten i bund stadigvæk være dagligdagens fokuspunkt. For at dette ikke bliver en hindring for dig, kan du tage et valg om, at nå en normal og sund fedtprocent, der for mænd svarer til ca. 10-20 % og for kvinder 20-30 %. Det er ifølge mig et mål du kan opretholde resten af livet, ved at implementere daglig aktivitet du nyder og ændrer nogle spisevaner. I begyndelsen vil der stadig være en periode med øget fokus på kost og træning med det formål at implementere din nye livsstil. Perioden vil variere, men typisk forekomme over 3-6 måneder (læs: Det er kort tid!). Gør du det i et fornuftigt tempo, hvor du hele vejen er en del af processen og kender til grundene for at gøre som du gør, vil det øge det interessante og sjove ved forløbet og du vil have langt større chance for at få succes med dit vægttab på lang sigt. |